Det gode skib Liss

Det gode skib Liss

Det gode skib Liss

Logbog for det gode skib af Svanemøllehavnen i København.

Liss er af mærket Maxi 77.

Stemningsbilleder fra en sensommer weekend

2011Posted by Philip Jensen Sat, September 17, 2011 10:08:17

Igen lykkedes det at få et par gode dage ud af en sejlsæson der går på held. Med en behagelige vind, 3 til 5 sekundmeter agten ind, selvstyrer og sol, gik turen til Hven. Destinationen var 55 54,2 N, 12 43,3 E, den hyggelige lille havn Bäckviken på Vens østlige side.

Til trods for årstiden var der godt fyldt op, hvilket skyldes at Boxtahuse sejlforening havde valgt at holde krebsekalas i denne weekend. Men Rupees besætning var venlige og anviste en ledige plads. Med de meget sigende armbevægelser, var det tydeligt at Rupees kaptajn Friis, har stået i lære hos Krister, Sheriffen af Hven, der døgnet rundt husere på havnen Kyrkbacken, på øens vestside.

Som det har været tilfældet hele sæsonen var vejret en blandet fornøjelse, dog begrænsede regnen sig til heftige regnskyl, imens besætningen var i havn.

Som altid var forplejningen i top, en udsøgt middag under dæk lørdag og en lækker frokost søndag. Efter en forgæves tur tværs over øen, til det ellers glimrende spisested - men også lukkede spisested Hamnkrogen i Kyrkbacken, satte Rupee og Liss´s besætning kursen mod destinationen Tuna Krog midt på øen. Et gennemført specielt sted, hvor der udover den gode mad, er gjort meget ud af indretningen. Blandt andet er der næppe to stole der er ens og er man særlig heldig, sidder man og spiser neden under en gammeldags lokumsstol.

De 12 sømil hjemover forgik også – i hvert fald uden for den befærdede sejlrute – med selvstyre. Efter en fin weekend anløb Liss Svanemøllen i den lune nedgående sol.