Det gode skib Liss

Det gode skib Liss

Det gode skib Liss

Logbog for det gode skib af Svanemøllehavnen i København.

Liss er af mærket Maxi 77.

Jacob Carl Nielsen, fyrpasser på Omø

2011Posted by Henrik Nord Fri, July 29, 2011 17:39:12

Under sit besøg på den dejlige ø Omø fik Liss' besætning følgende sandfærdige historie:

I en periode mellem 1928 og 1940 boede der en fyrpasser, Jacob Carl Nielsen i fyrpasserboligen på Omø. Han blev født i 1880, og var i 1928 blevet flyttet til Omø fra en tjeneste som hovmester og kok ved Skagens Rev Fyrskib. Jacob og hans familie stammede oprindeligt fra Læsø.

Jacob Carl nielsen blev sat i land på stranden ud for Omø fyr og skulle her finde sig en ny tilværelse sammen med sin kone og fem børn.

For at passe sit arbejde som fyrpasser, var man berettiget til at få udleveret en hvid arbejdsuniform, der blev udleveret af fyrvæsenet. Til dagligt bar man en uniform, man kunne røre sig i, og som passede til vagt- og pudsearbejdet. Men skulle man være fin, og skulle man repræsentere fyrvæsenet, bar man den sorte uniform med den smukke kasket.

Nu var det sådan, at Jacob havde et stort hovede - kasketstørrelse 58. Og da han en dag følte, at nu var tiden kommet til at udskifte den gamle udgangskasket, fattede han pennen og skrev en ansøgning til fyrvæsenet.

Der skulle imidlertid gå en rum tid, før svaret kom fra København. Forholdet var nemlig det, at man på lageret hos fyrvæsenet ikke havde en så stor kasket liggende. Og selvom man fandt det største eksemplar frem, så var muligheden med isyning af en kile ikke muligt. Der var simpelthen ikke andet for end at manden fra Omø måtte have en helt ny kasket.

Denne nye kasket skulle sys af væsenets egen syerske, og der skulle bestilles stof hjem, så der gik henved et år før Jacob fik sin nye kasket med postbåden. Det var en stor dag for Jakob og for den lille famlie på Omø.

En god måneds tid efter ankomsten af den nye kasket blev Jacob imidlertid syg, og blev indlagt på Skælskør sygehus. Få måneder efter blev han overført til rigshospitalet i København, og lå således på sin stue dér den 15. juli 1940, da tyskerne kl. 2.20 om nattet bombede København fra luften.

Det blev for meget for Jacobs hjerte, og få dage efter kunne man læse i Sorø Amts Tidende, at Jacob Carl Nielsen var afgået ved døden. Han var død af skræk!

Havde Jacob haft et problem, fik fyrvæsenet det nu for alvor. For nu stod man med en splinterny kasket - ovenikøbet i stor størrelse - som ingen kunne bruge, og da slet ikke Jacobs afløser, som havde et ganske lille hovede.

Hvad skulle man nu stille op med den meget store kasket? Onde tunger siger, at den stadig ligger på en hylde i København og samler støv, for så store hoveder som dem, man kunne vise frem på Omø er ikke siden set i hele fyrvæsenet.

Omø var bestemt et besøg værd, og der blev grillet og hygget på havnen og gået ture tillige med den sædvanlige morgenløbetur.