Det gode skib Liss

Det gode skib Liss

Det gode skib Liss

Logbog for det gode skib af Svanemøllehavnen i København.

Liss er af mærket Maxi 77.

Gast på Rupee

2014Posted by Philip Jensen Mon, July 14, 2014 18:42:40

Besætningen på ”Det gode skib Liss” har for første gang, været afmønstret i 8 dage. Det var på ingen måde et udtalt ønske fra besætningen, at undvære ”Det gode skibs” vante køjer og ringe ståhøjde, men ”Det gode skib Rupee” havde behov for kvalificeret gast assistance, til at bringe sit skib til Amsterdam.

Afskeden i Rungsted med sejlerfruerne, var af en eller anden grund og uforståeligt for besætningen ikke særlig tårevædet. End ikke når besætningen prøvede at påkalde sig deres fulde opmærksomhed, ved i kor at råbe ”alle mand på dæk, der er flotte kvinder på kajen!”, var der tegn på vemod hos fruerne.

Med første stop i ved havnefesten i Hundested, var ruten fra Rungstedhavn, nord om Sjælland, gennem Storebælt, ned langs med Langeland, forbi Ærø, over Fehmarnbelt og gennem Kielerkanalen. Nået så langt gjaldt det om at forsætte ligeud, da et højresving her, betød at Hamburg i stedet blev destinationen.

Så forbi Cuxhaven, et par hundrede sømil sydvestover i Nordsøen, for så at dreje mod bagbord og snuppe de sidste 35 sømil gennem kanalen til Amsterdam centrum. Alt sammen i strålende sol, med vinden ind fra agten, i tordenvejr, i 12 sekundmeter, i 2 meter bølger, i vindstille og under lumske lange, pølseformede skyformationer, som på en god dag, kaster 25 sekundmeter af sig.

Efter 7 dages sejlads, blev Amsterdam destinationen, hvor besætningen fra ”Det gode skib Liss” aftrådte og en ny besætning fløj ind fra Rungsted. Amsterdam Marina, der blandt andet udmærker sig ved, at have flere baderum med karbad og store panoramavinduer. Herfra er der udsigt over havnen, til mange flotte skibe … og til alle de forbipasserende, der har blikket stift rette mod badebygningen, for at følge de mange forskellige baderitualer.

Inden afgang nordpå, blev byen inspiceret. Det virkede umiddelbart som om det var muligt at gå i dagevis, inden man stødte på de samme kvarterer igen. Red light distrikt, var af en eller anden grund, et område besætningen kom forbi flere gange.

Af frygt for at gå i dørken, på grund af tætte hashtåger, blev de mange coffeeshops kun inspiceret udefra og på afstand. Ideen om disse steder, hvor der ikke må sælges alkohol, blev tænkt og indført i 1970'erne, med formål at holde hårde og bløde stoffer adskilt.

Nu da forsøget har varet mere end 40 år og hver anden voksen man ser på gaden, er hvirvlet ind i tågen fra en joint, er der måske nogle danske politikere, der kan tjekke op på resultaterne.