Det gode skib Liss

Det gode skib Liss

Det gode skib Liss

Logbog for det gode skib af Svanemøllehavnen i København.

Liss er af mærket Maxi 77.

Yachtskipper af 3 grad forstår at navigere

2013Posted by Philip Jensen Wed, July 10, 2013 22:11:31

Et er at være forsvarligt påklædt, som de to partsreddere er her med, med redningsvest, kasket, dolk og solbriller. Noget andet er at være i besiddelse af det helt rigtige navigationsudstyr. Noget af det mest driftsikre der findes, er tilfældigvis med på billedet her; Svanemølleværket. Holder ”Det gode skib” sig på god sigt og på kikkeafstand af Værket, er det altid muligt at finde hjem. Betryggende for besætning, gæster og gaster.

Men, nu da Sommertogtet står for døren, kommer ”Det gode skib” jo lidt længere væk fra hjemhavnen og dermed forsvinder navigationsmuligheden og pejlemærket Svanemølleværket, bogstaveligtalt i tågerne. Det gør jo unægtelig navigationen lidt mere besværlig.

Og dog, for Yachtskipperen mener, som den veluddannede mand han er, at han har opfundet en navigationsmetode, der er mindst lige så driftsikker.

Metoden er enkel og går ud på, at så snart ”Det gode skib Liss” anløber en havn, bliver Svabergastlærlingen sendt til den lokale bager efter to kanelsnegle. Og når teksten på bagerposen, fx er "Brød fra Vedbækbageren", ved man, at man er anløbet i Vedbæk, Genialt!

Yachtskipper af 3 grad ved hvor han er og kan med ret ryg i sømandsuniformen, ligne det han er; en det er lykkes at sejle mange, mange sømil, henover det der vand, hvor der ingen vejskilte er. Uden det på noget tidspunkt har været nødvendig at udstille al sin uvidenhed, ved at spørge, "undskyld, er det her ikke"...?

Men på sommertogtet til Bornholm går det alligevel galt. Ikke fordi det bliver farligt, de store katamaranfærger sejler ”Det gode skib Liss”, udenom. Nej, der måske mere det, at Svabergastlærlinge, der har holdt 15 fødselsdag om bord, nok er en anelse ukoncentreret. Måske lidt konfus oven på det overvældende morgenbord, eller måske er det dampene fra den maling han bruger til at vedligeholde?

I hvert fald, ikke så længe efter Svabergastlærlingen er sendt af sted til bageren, som meget belejligt kører helt ned til kajkanten, kommer han hurtigt noget rystet og bleg tilbage… og han er ellers rimelig lys i forvejen.

”Se hvad der står på posen”, får han fremstammet og holder bagerposen med de to kanelsnegle frem... ”Jeg tror... jeg tror vi er sejlet for langt” hvisker han skræmt. Og den øvrige besætning forstår hans uro. På bagerposen står der; ”Istanbul bageren, vi bager efter gamle Russiske opskrifter”.