Det gode skib Liss

Det gode skib Liss

Det gode skib Liss

Logbog for det gode skib af Svanemøllehavnen i København.

Liss er af mærket Maxi 77.

Godt Nytår

2011Posted by Philip Jensen Thu, December 29, 2011 22:12:16

Så er året ved at gå på held og tanker glider mod oplevelser fra 700 - 800 sømil, 27 havne med lige så mange for det meste venligsindede havnefogder, vi med det Gode skib Liss, har besøgt i sejlsæsonen 2011.

Et stort antal gæster har vi haft ombord, store og små og vi har været inviteret på besøg, når vi har anløbet fremmede havne og gode venner har stået klar. Vi har beværtet vore gæster efter bedste evne, kaffe er drukket, vin er skænket og stor kokkekunst er udøvet på grill og to spritblus.

Forskellige senarier har vi oplevet og for at nævne et par stykker, så har vi har mødt Queen Mary og sejlet om kap med Danmarks hurtigste sejlbåd i Øresund. Og set marsvin danse omkring os i Lillebælt. Vi så på nudister i Taarbæk og i Angleholm mødte vi festklædte unge mennesker i galla, uanset hvor vi kom i byen.

Vi har set afslappede, lækre, solbadende sommertøser og en sovende svabergastlærling i cockpittet, dog ikke samtidig. Vi hyggede og badede med børn og bonusbørnebørn på Nekselø. Vi oplevede krabbevæddeløb i Juelsminde og mødte en hattedame på Samsø der udbetalte provision i form af kindkys. Vi hørte nostalgisk popmusik i Gilleleje, oplevede en sangerinde på Poul Krebs hotellet der sang, så der kunne opstå fugtige øjne uden påviselig grund - og undrede os over høj musik i Rørvig, til langt ud på natten. I Odden havn oplevede vi ved selvsyn udkants Danmark, storblomstret voksdug, tørretumbler der kørte i døgndrift og en havnefest der blæste væk og druknede i regn. Vi spiste Peters Hornfisk og talte med tyskere på Ærø - og arrangerede det store, kolde dessertbord i Svendborg. Gode ski- venner åbnede sejlklubben og serverede det store kolde morgenbord i Vordingborg og vi spiste æblekage på kroen i Nyord. Vi havde vindstille i Køgebugt, undgik storm og tordenvejr i Dragør og landede søndag formiddag i Svanemøllen...

Liss er afrigget og puttet for vinteren, som dog lader vente på sig. Temperaturerne er som dem vi havde enkelte dage under sommertogtet, ca. 10 grader, mod 13 grader i sommer. Forskellen er, at det ikke regner helt så meget nu.

Allerede nu går det mod lysere tider. Julen varer lige til påske, så derfor flytter nissen med og holder øje for os, indtil vi igen piller presenningen af i påskedagene og og forsigtigt vækker Liss i sit vinterhi.


Indtil da... alle gode venner og veninder, store og små af "Det Gode skib Liss", tak for mange fine timer, vi glæder os til mange timer sammen med jer i det nye år.

Besætningen ønsker dig og dine, et rigtig godt og lykkebringende nytår.



ord konkurrence

2011Posted by Ingrid-Margrethe Thu, October 06, 2011 17:41:41

I forsommeren udskrev i en ordkonkurrence...........

Hvad er løsningen ? og hvem vinder præmien??????

Knus til Liss' ejere - jeg afventer i stor spænding.................... :-)

Ingrid-Margrethe

Der er vand... og der vand

2011Posted by Philip Jensen Sat, September 17, 2011 10:29:14

Hvilet jâvla forbannet, svenska piss vädret!!! ... skurrede manden i det blå tøj da han omsider kom i ly i yachtskipper rygeskuret.

Hvor imod Rupees besætning syntes det våde element var fantastisk. til trods for de 12 grader. Mystisk.

Stemningsbilleder fra en sensommer weekend

2011Posted by Philip Jensen Sat, September 17, 2011 10:08:17

Igen lykkedes det at få et par gode dage ud af en sejlsæson der går på held. Med en behagelige vind, 3 til 5 sekundmeter agten ind, selvstyrer og sol, gik turen til Hven. Destinationen var 55 54,2 N, 12 43,3 E, den hyggelige lille havn Bäckviken på Vens østlige side.

Til trods for årstiden var der godt fyldt op, hvilket skyldes at Boxtahuse sejlforening havde valgt at holde krebsekalas i denne weekend. Men Rupees besætning var venlige og anviste en ledige plads. Med de meget sigende armbevægelser, var det tydeligt at Rupees kaptajn Friis, har stået i lære hos Krister, Sheriffen af Hven, der døgnet rundt husere på havnen Kyrkbacken, på øens vestside.

Som det har været tilfældet hele sæsonen var vejret en blandet fornøjelse, dog begrænsede regnen sig til heftige regnskyl, imens besætningen var i havn.

Som altid var forplejningen i top, en udsøgt middag under dæk lørdag og en lækker frokost søndag. Efter en forgæves tur tværs over øen, til det ellers glimrende spisested - men også lukkede spisested Hamnkrogen i Kyrkbacken, satte Rupee og Liss´s besætning kursen mod destinationen Tuna Krog midt på øen. Et gennemført specielt sted, hvor der udover den gode mad, er gjort meget ud af indretningen. Blandt andet er der næppe to stole der er ens og er man særlig heldig, sidder man og spiser neden under en gammeldags lokumsstol.

De 12 sømil hjemover forgik også – i hvert fald uden for den befærdede sejlrute – med selvstyre. Efter en fin weekend anløb Liss Svanemøllen i den lune nedgående sol.

Carpe Diem og Carbon2

2011Posted by Philip Jensen Fri, September 09, 2011 22:21:08

Yachtskipperen har travlt med at sikre, at den kommende regering, bliver komplementærfarven til rød og blå, så med den gamle dreng Horats ord i frisk erindring om at få noget ud af dagen… og sæsonen… når det er tørvejr, luftede svabergasterne ”Det gode skib Liss”.

Inden turen kunne gå nordover i frisk østligvind, måtte svabergastlærlingen dog i gang med spand og lænsepumpe, da de sidste ugers massive regn havde skænket adskillige liter til bunden af Liss kistebænke.

Alene på sundet var Liss ikke, da sejlklubber fra Dragør til Helsingør, tilsyneladende brugte dagen til kapsejlads. En sejlbåd skabte særlig opmærksomhed, da den med kurs direkte mod ”Det gode skib Liss” nærmede sig med foruroligende fart - og gled forbi ganske få meter, agten om. Det viste sig at Jesper Bang sad ved roret i Carbon 2 - det sker ikke så tit, at Liss får mulighed for at måle sig med Danmarks hurtigste sejlbåd.

Der blev lagt til i den lille idylliske havn Taarbæk, der blandt andet er kendt for skolen med den bedste udsigt og den smukkest beliggende skolegård og så ikke at forglemme, er skolen den Yachtskipperens far har gået på.

Da Svabergastlærlingen er en videbegærlig ung mand, blev der foretaget et besøg i den nordlige ende af badestranden Bellevue, kendt for at huse nøgne og homoseksuelle besøgende. For et kvalificeret udbytte af et antropologisk studie som dette, bør man nok bruge længere tid. Dog blev det tydeligt for besætningen, at læder og skind, måske nok kommer fra koen, men… en minimumsalder på 80, rigtig meget sol og ganske få gram fedt, gør et eller andet ved den menneskelige hud.

Efter denne for besætningen skelsættende oplevelse, blev der provianteret is, mælk og Cola og turen gik igen sydover. Vel retur, blev dagen afsluttet med eksklusiv middag, med der tilhørende stempelkandekaffe.

Helmuth og junior

2011Posted by Philip Jensen Sun, August 14, 2011 12:20:15

”Det gode skib Liss”, stævnede lørdag den 13. august ud fra Svanemøllen. Destinationen var som så ofte før, når der er hygge, sejlads og øtur på programmet, sejlernes ø, Flakfortet.

Øen ligger ca. 6 sømil fra Svanemøllen og kan på en god dag nås på ca. halvanden time, men når strøm, vind og bølger vil noget andet, bliver det noget mere besværlig tur. Meget godt illustreret ved, at maxfarten den sidste halve sømil for motor, var ca. 2,5 knob, under andre forhold ville den være 5 til 6 knob.

Flakfortet er kunstigt skabt, 23 meter høj, 30.000 m2 stor og rummer et underjordisk bygningskompleks i 2 etager, med lange, mørke uhyggelige gange. Øen blev benyttet af militæret frem til 1968, hvor den blev forladt og overladt til gravrøvere og stenfiskere som plyndrede den fine ø. Da øen var under militær kommando sov mandskabet i hængekøjer med 32 mand i hver belægningsstue, ca. 500 i alt. Nu ser det noget nedslidt ud.

Kraftige dønninger gjorde sit til, besætningen havde nok at se til, men Bidstrup, junior og Svabergasten kom efter adskillige havnerundfarter vel i havn og blev fortøjet. Det blev lidt nemmere af, at det var tyndt besat med sejlerer på sejlernes ø, som det fremgår, var det noget øde og ikke så mange andre skibe at ta´ hensyn til. Fest og farver var der nu nok af, det sørgede to foldboldhold, et halvfyldt spiseetablissement, liveunderholdning og en vis mængde alkohol for.

Svabergasten måtte i øvrigt sande, at det kan betale sig at tie før man taler. For ham den irriterende gut, der med bare og meget sorte fødder syntes det var smart at gå rundt på bordet, viste sig også at være indehaver af en grill med fint blus på, som han gerne gav besætningen på Liss. Dog havde han også givet den til et damefoldfoldhold fra Sundby.

Måske er den magre, tyske soldat Helmuth på nogle af billederne. Han flakker eftersigende hvileløst rundt i gangene, nu som et sammenbidt, småfornærmet spøgelse, efter tyskerne glemte at lukke ham ud af fangehullet, da de i 1945 forlod øen.

Junior gjorde sit til at lokaliserer ham, men vist nok uden at det lykkedes. I hvert fald var besætningen stadig på tre mand, da ”Det gode skib Liss” stævnede ud. Eller var nu den nu også det?

I fuldmånens skær, med vinden ind fra agter, nu mindre af den og bølger der var til at ha med at gøre, var kursen sat mod Svanemøllen. Måske det var dette fine senarie, der fik rorgænger og navigatør til at slumre hen. Måske var det fordi Bidstrup og Junior fløjtede, selv om Svabergasten, fortalte det betød uheld. Eller var det omsider lykkedes Helmuth at komme væk fra sit fangehul og havde i ly af mørket sneget sig om bord? Var det mon derfor det lykkedes et meget stort, meget mørkt, meget lydløst tankskib at snige sig ind på besætning og skib – og passere på 100 meters afstand? Hvis der fra nu af, er roligt på Flakfortet, og det er slut med at små drenge forsvinder sporløst, så har Helmuth forladt øen.

Tilbagelænet kaptajnsaspirant og søn

2011Posted by Philip Jensen Sun, August 07, 2011 22:19:00

Som det fremgår, er Kaptajnsaspiranten og søn eksponenter for, at lidt søgang ud over det sædvanlige, ikke nødvendigvis betyder, at man bliver overbelastet.

”Søn” valgte efterfølgende at ligge på fordækket, hvilket gjorde den på dagen ansvarshavende Svabergast lidt nervøs. For den dyrt indkøbte cockpitpude med hurtigtørrende kreyerkugler og den selvoppustelige redningsvest, der ligeledes var faretruende tæt på søgelænderet, repræsenterede en væsentlig værdi. Men heldigvis blev cockpitpude, selvoppusteligredningsvest og ”søn” indenbords.

Efter et par timers frisk sejlads, blev dagen afsluttet med grillet fisk til SvabergastPippi og det store varme, grillpølsebord, med grønsager alá Yachtskipper, til drengene. Hertil muffins, brød og ost.

Ministatus for sommersejlads

2011Posted by Philip Jensen Mon, August 01, 2011 13:43:13

Efter tre en halv uges sommersejlads rundt i de danske farvande, er det ”Gode skib Liss” og besætning tilbage i Svanemøllen, . Rigtig fin tur tiltrods for at regn og kraftig blæst undervejs, betød 5 – 7 overliggerdage.

Sejladsen i overskrifter.

Svanemøllen til Bäcksviken / Hven; SvabergastPippi, Italiensk for begyndere, regn hygge og øvandring.

Bäcksviken /Hven til Gilleleje; autopilot, butterfly, medvind, solbadning, byfest og koncert med Rugsted og Kreutzfeldt.

Gilleje til Rørvig; Svabergastlærlingen, Yachtskipper, sommerby og en tætpakket havn.

Rørvig til Hundested via Kongsøre; Solbadning for svaj, svømmeture, lodsbåd, Svabergastlærling afhentning

Hundested til Odden; destination Jylland, regn, tiltagende storm, ændret kurs.

Odden til Havnsø; meget bedre vejr, problemfrit Snækkeløb og hurtigfærger til Jylland.

Havnsø, Nekselø, Havnsø; kahythygge, traveture og familiebesøg.

Havnsø til Ballen /Samsø; sommerparadis, tætpakket havn, Anne Dorthe Michelsen koncert.

Ballen / Samsø til Juelsminde; fin Marina, kedelig by, butikker, sommerglade familier, krabbefiskende børn.

Juelsminde til Kongebro; stille sejlads, Marsvin, hyggelig havn tæt på skoven.

Kongebro til Assens; flot tur for kryds. Regn, blæst, regn, mere regn og Cupcake

Assens til Søby / Ærø; Flot sejlads gennem det sydfynske, middag og hygge med Rupee besætning.

Søby til Svendborg; flot sejlads gennem Svendborgsund, dessertspisning med Lisa, Emma og Rasmus.

Svendborg til Omø; sidste plads i havnen, grønsager og lammekød på grillen

Omø til Vordingborg; kursændring, stormfok, god vind, medvind, store bølger og et gedigent morgenbord i sejlklubben.

Vordingborg til Nyord; Bøgestrømmen i fin stil for sejl, ø- idyl, æblekage, kaffe og ostemad på kroen

Nyord til Dragør; Yachtskipper navigation, DMI information, modvind og ingen vind, motorsejlads, mørklagt havneindløb og GPS lykke.

Dragør til Svanemøllen; vækkeur, modvind, ingen vind… hjemme.

Yachtskipperen er en stor mand på Nyord

2011Posted by Philip Jensen Fri, July 29, 2011 18:43:31

At han er det på Enghaveplads, er kendt i offentligheden, men at han også er det på Nyord, kommer lidt som en overraskelse for Svabergasten.

Det er jo nok ingen hemmelighed at Yachtskipperen af 3 grad, før han blev Yachtskipperen og før han fik duelighedsbevis med guldtryk og kongeligt segl, sammen med Svabergasten blev "grundejere". Det skete ud for den lille halvø Nyord, hvor en lokal fisker stadig lever godt for den betaling han fik for at trække det ”Det gode skib Liss” flot. Nu viser det imidlertid - opdagede besætningen undervejs mod kaffe, ostemadder og æblekage hos "Lolle" - at ikke alle pengene er gået til tant og fjas. Som fotografierne viser, er der tilsyneladende opkaldt en gade og indkøbt gadeskilte til ære for Yachtskipperen. Faktisk hele to gader og byen er ikke ret stor!

Vordingborg til Nyord gennem Bøgestrømmen

2011Posted by Henrik Nord Fri, July 29, 2011 18:22:47

Fredagen startede på havnen i Vordingborg.

Her havde gode skivenner inviteret på dejligt morgenbord med æggekage, gammel dansk og alt hvad hjertet kunne begære.

Turen fra Vordingborg gik under Farøbroen til Bøgestrømmen mod Nyord.

Det gode skib Liss har sejlet denne tur op til flere gange før. Både med de nuværende ejere og den tidlige ejer.

Bøgestrømmen er kendt og berygtet for sine mange snævre passager og mange lavvandede grunde.

Netop derfor holdt både yatchskipperen og svabergasten behørigt udsigt og fulgte årvågent med på både kortplotteren og det trykte søkort. Herudover blev ekkoloddet studeret og checket årvågent og næsten konstant.

Vinden kom fra vest med 6-7 sekundmeter, og passede fint til denne retning og denne sejlads.

Et enkelt sted i Stege Bugt, var panikken kortvarrigt tæt på at brede sig blandt besætningen. Midt ude i Stege Bugt - på et sted, hvor både kortplotter og søkort fortalte, at der var mindst 3 meters dybde - viste ekkoloddet pludseligt, at der kun var 1,1 meters dybde.

Og når Liss stikker 1,5 meter, var gode råd jo dyre - hvis altså ekkoloddet talte sandt.

Men de to besætningsmedlemmer holdt hovedet koldt og gik ikke i panik. Når 2 af 3 hjælpemidler viste god dybde, kunne det kun være en stor fiskestime eller noget tang. Bunden kunne under ingen omstændigheder være så tæt på.

Således belært og opdateret om fiskenes favoritsteder i Stege Bugt ankom det gode skib Liss til det idyliske sted Nyord.

Nyord by er en af de bedst bevarede landsbyer i Danmark. Kun en enkelt af de oprindeligt 20 gårde er flyttet ud fra landsbyen siden agerjordens udskiftning under landboreformerne i 1800-tallet. Halvkredsen af gårde, delvist sammenbyggede, tegner stadig landsbyens form. De ca. 40 huse, der blev bygget i 1800-tallet, ændrede ikke på dette, da de blev bygget indenfor kredsen og ned mod vandet på udstykkede haveparceller.

Når man går gennem de smalle gader, kan man stadig genkende landsbystrukturen fra fællesskabets tid for landboreformerne.

En ganske bestemt ting er Nyord kendt for, nemlig det lille kaffested Lolles Gård, hvor man siddende i æblehaven får en skøn æblekage.

Jacob Carl Nielsen, fyrpasser på Omø

2011Posted by Henrik Nord Fri, July 29, 2011 17:39:12

Under sit besøg på den dejlige ø Omø fik Liss' besætning følgende sandfærdige historie:

I en periode mellem 1928 og 1940 boede der en fyrpasser, Jacob Carl Nielsen i fyrpasserboligen på Omø. Han blev født i 1880, og var i 1928 blevet flyttet til Omø fra en tjeneste som hovmester og kok ved Skagens Rev Fyrskib. Jacob og hans familie stammede oprindeligt fra Læsø.

Jacob Carl nielsen blev sat i land på stranden ud for Omø fyr og skulle her finde sig en ny tilværelse sammen med sin kone og fem børn.

For at passe sit arbejde som fyrpasser, var man berettiget til at få udleveret en hvid arbejdsuniform, der blev udleveret af fyrvæsenet. Til dagligt bar man en uniform, man kunne røre sig i, og som passede til vagt- og pudsearbejdet. Men skulle man være fin, og skulle man repræsentere fyrvæsenet, bar man den sorte uniform med den smukke kasket.

Nu var det sådan, at Jacob havde et stort hovede - kasketstørrelse 58. Og da han en dag følte, at nu var tiden kommet til at udskifte den gamle udgangskasket, fattede han pennen og skrev en ansøgning til fyrvæsenet.

Der skulle imidlertid gå en rum tid, før svaret kom fra København. Forholdet var nemlig det, at man på lageret hos fyrvæsenet ikke havde en så stor kasket liggende. Og selvom man fandt det største eksemplar frem, så var muligheden med isyning af en kile ikke muligt. Der var simpelthen ikke andet for end at manden fra Omø måtte have en helt ny kasket.

Denne nye kasket skulle sys af væsenets egen syerske, og der skulle bestilles stof hjem, så der gik henved et år før Jacob fik sin nye kasket med postbåden. Det var en stor dag for Jakob og for den lille famlie på Omø.

En god måneds tid efter ankomsten af den nye kasket blev Jacob imidlertid syg, og blev indlagt på Skælskør sygehus. Få måneder efter blev han overført til rigshospitalet i København, og lå således på sin stue dér den 15. juli 1940, da tyskerne kl. 2.20 om nattet bombede København fra luften.

Det blev for meget for Jacobs hjerte, og få dage efter kunne man læse i Sorø Amts Tidende, at Jacob Carl Nielsen var afgået ved døden. Han var død af skræk!

Havde Jacob haft et problem, fik fyrvæsenet det nu for alvor. For nu stod man med en splinterny kasket - ovenikøbet i stor størrelse - som ingen kunne bruge, og da slet ikke Jacobs afløser, som havde et ganske lille hovede.

Hvad skulle man nu stille op med den meget store kasket? Onde tunger siger, at den stadig ligger på en hylde i København og samler støv, for så store hoveder som dem, man kunne vise frem på Omø er ikke siden set i hele fyrvæsenet.

Omø var bestemt et besøg værd, og der blev grillet og hygget på havnen og gået ture tillige med den sædvanlige morgenløbetur.

Emma, Rasmus og Lisa i Svendborg,

2011Posted by Philip Jensen Wed, July 27, 2011 22:22:58

Besætningen tog en tårevædet afsked med det gode skib Rupee. Med æresfrygt stod Liss´s besætning ret på havnekajeni Søby, da Yachtskipperen med VHF certifikat i fuldt ornat skridtede broen af og meldte klar til afgang. Kahytsjomfruen skabte også en del opmærksomhed, men i den retning kikkede besætningen naturligvis ikke.

Så blev det sommer – der kom vist kun to dråber regn! Efter en supersejlads gennem Svendborgsund, med let vind og ganske lidt sø, nåede ”Det gode Skib Liss” Svendborg Havn. Som så mange andre populærere lystbådehavne, er den ganske overfyldt. Men, med sommerstemning, glade børn, afslappede forældre og kun halvanden times! ventetid hos den populære Bendixen Fisk, ja så er livet værd at leve.

Nu kunne de gode danske navne i overskriften, måske hentyde til skibe i AP Møller Mærsks flåde, der jo som bekendt udspringer i Svendborg… men det handler om noget helt andet.

Besætningen fik nemlig om aftenen besøg af Lisa og to af hendes tre dejlige unger. Familien er pt. ved at lade op til at Langelandsfestivalen, der for alvor går i gang i løbet af et par dage. Besætningen inviterede på en overdådig dessertanretning; Carte D’Or is, romkugler med krymmel, chokolade, vaffelstænger og flødeskum. Hertil friskpresset hyldeblomstsaft. En fin aften hvor Rasmus iført redningsvest, fik en sejltur i en gummibåd med påhængsmotor rundt i havnen. Kaptajn var Anders fra Nørre Nebel. Tak for turen Anders!

Hornfisk og højt humør.

2011Posted by Philip Jensen Tue, July 26, 2011 01:16:44

Efter en fin tur fra Assens kom ”Det gode skib Liss, med god fart frem til Søby, som er beliggende på Ærøs nordvestkyst. Byen er et gammelt fiskerleje, beliggende på en skråning og de gamle gader er snoede og smalle. I dag er der kun cirka 10 fiskekuttere tilbage i havnen. Et træ- og stålskibsværft, færgehavn med færgeforbindelse til Faaborg og Mommark, en brugs, et værtshus, en cafe, en kirke fra 1746, Skjoldnæs Fyr – bygget 1881, en minigolfbane og en lysfabrik findes der også.

Og her lykkedes det omsider at møde skibet, opkaldt efter en Indisk møntsort, Rupee, hvor dejlige mennesker huserer. I kabyssen Kahytsjomfruen og når ellers ikke han forsøger sig som fisker, står Yachtskipper af 3 grad med VHF certifikat ved roret.

Besætningen bemærkede hvordan Kahytsjomfruen der har et vindende væsen og et smukt ydre, kastede sig over havnefogeden, hvilket han så ud til at have det helt godt med. Kahytsjomfruen spurgte interesseret ind til, hvorfor han sagde ”mojn” og talte sønderjysk, når nu han residerede på Ærø? Havnefogedens forklaring var enkel; han var fra Sønderjylland.

Yachtskipperen har tidligere med sit fiskeri brilleret ved at få en sæl på krogen og på turen gennem Lillebælt smed han krog og blink ud i hovedet på et Marsvin, der dog nåede at stikke af. Så Liss´s besætning var noget betænkelige ved, om det var en eller andet fredet dyreart han ville smide på grillen.

Men heldigvis var det lykkedes ham at få en helt almindelig, ikke fredet fisk på krogen. Så ved den overdådige middag, blev der serveret friskfanget Hornfisk, grillet med alverdens krydderier. Fisken er kendetegnende ved at indeholde mange ben, der heldigvis er grønne og til at få øje på… hvis altså ikke de er små... og man allerede har dem i munden.

Sidste nat i Assens?

2011Posted by Philip Jensen Sun, July 24, 2011 23:58:13

Der er tændt op i olielampen, Yachtskipperen sover sin skønhedssøvn, ikke at han behøver den. Udenfor har mørket sænket sig og det er befriende stille, ikke den der enerverende lyd fra regn og vind, som vi har oplevet de sidste mange dage.

Det skal ikke misforstås, besætningen på det gode skib Liss, mener bestemt at Assens er en fin by, men efter at have været her i så mange dage, at vi er holdt op med tælle, bliver det fint at komme videre. Hvor hyggeligt det end er, med den daglige gåtur til Brugsen for at provianterer, og turen op og ned af hovedgaden, hvor man kikker på de samme butikker, der har udstillet de samme varer, til de samme priser. Butikker der nok ikke ville kunne gå, de steder Besætningen normalt handler. Og Expert butikken kunne næppe holde en time frokostlukket, som han gør her. Der lukkes i øvrigt stadig kl. 13 om lørdagen, sådan ca. når turisterne vågner. Fyn har en blomstrende filmindustri, hvis filmen Groundhog Day skulle genindspilles i Danmark, kunne Assens være et godt bud

Værtshuset hvor den sortplettede Granddanois ligger i hjørnesofaen, i mens ejerene spiller billard i cigarettågerne, ses heller ikke så tit. Men kik ikke længe på den gigantiske hund, for så rejser den sig og brummer, meget dybt, helt nede fra maven. Og går du ind i kulturhuset Tobakken på en regnfuld søndag, det eneste sted der næsten er åbent, ja så får du to etagers kulturhus, med galleri, bar, cafe og biograf, helt for dig selv. ”Næsten åbent” fordi du kun kunne trække en kop kaffe, men det var umuligt at få noget at spise, da cafeen var lukket.

Som tidligere nævnt har Liss´s batterilader og batterier ikke helt samme opfattelse som Besætningen, i forhold til hvor stor ydelsen skal være hvor længe og hvad ydeevne og stabilitet i grunden er for en størrelse. Så er det godt at møde folk som Per og hans lærling fra Fyns Marineservice. Vi har ikke et billede af ham, men et af hans værksted og hans bil. Og hvem ved, måske var det gode vibrationer fra ham, der gjorde at Yachtskipperen atter fik liv i GpS´en.

Med håb om en god, venligsindet vind og ingen regn, er vækkeurene sat til tidlig afgang mod syd. Provianten er gjort klar til et længere stræk. Yacht skipperen har lavet pastasalat ala Enghaveplads og friske sandwich er på køl. Dog skal vi i morgen tidlig, lige ha´ monteret det batteri, som vi får fra Fyns Marineservice.

Dagens gåde: Hvorfor er gågaden i Assens så øde?

2011Posted by Henrik Nord Fri, July 22, 2011 19:27:43

"Hvorfor er der stort set ingen mennesker i gågaden i Assens sådan en fredag eftermiddag?". det spørgsmål stillede de to besætningsmedlemmer til hinanden og sig selv, da de nysgerrigt og videbegærlige begav sig ud i den dejlige regnfulde sommereftermiddag denne fredag den 22. juli det herrens år 2011.

Denne ellers så hyggelige og travle gågade lå denne fr4edag eftermiddag fuldstændig øde hen. Normalt ville der en fredag eftermiddag i juli være is-spisende børnefamilier, småfnisende teenagepiger og lattedrikkende cafégæster hele vejen op og ned af gågaden. Men i dag....helt øde og forladt som en en westernby efter et indianeroverfald..

Man kunne tro, at det skyldes vejret.
Det skal hertil siges, at regnen har silet ned hele dagen, og gågaden og byens øvrige gader havde store regnpytter. Med til historien hører også, at byens skohandler har kronede dage med det parti gummistøvler, han fik hjem sidste år.

Onde tunger kunne også finde på at hævde, at manglen på mennesker i gågaden skyldes, at de to besætningsmedlemmer ikke har været i bad i længere tid.
Normalt har havbad været at foretrække på dette togt. Men de seneste dage har ikke ligefrem indbudt til at kaste sig i de blå bølger, men mindre man ønsker tæer af samme blå farve som bølgerne.

Efter længere tids søgen i Assens mange små og charmerende gader, fandt de to besætningsmedlemmer endelig frem til, hvad der var årsagen til hovedgadens affolkning. Eller rettere, hvem der var årsagen. Det skyldes nemlig den skønne Anja Madsen, som hygger om kunderne i sit lille etablissement i en hyggelig baggård midt i Assens. Anja Madsens slogan er: "Tid til forkælelse".

I Anjas etablissement møder man altid mange tilfredse kunder, som betjenes godt af både Anja og hendes mor, Grethe. Begge skønheder lægger en dyd i at kæle om kunderne, at såvel mandlige som kvindelige kunder skal føle sig godt tilpas. Her er også plads til børnene, og Anja har altid tid til en snak med de mange besøgende.

Café Cupcake blev startet af Anja Madsen i 2010, og her serveres lækre frokoster, desserter og kager, samtidig med at der er tid til et smil og en sludder med de mange gæster i caféen.

Med andre ord mødte besætningen igen en af vort lands sande heltinder. Anja Madsen sørger hver dag for at tilberede frokost til en del af Assens befolkning og turister. Herudover fremstiller hun og mor Grethe de mest fantastiske desserter og kager. Og oveni alt dette har Anja overskud til smil, sludder og kærlig omsorg for husets mange gæster fra nær og fjern.

En sand heltinde!

Tak til Anja for kaffe, tilbehør og dit dejlige smil.

Café CupCake kan besøges på www.cafecupcake.dk. Stedet kan varmt anbefales...

Situationsrapport fra Assens

2011Posted by Philip Jensen Fri, July 22, 2011 14:23:03

Bænket (i tørvejr under dæk!) om et veldækket frokostbord, med øl og dåsecola, Fåborg leverpostej (kendt fra feltrationen) , Bierwurst (den fra Netto til 5,95) dåsemakrel, frisk agurk, friske tomater, chokolade, orangestænger der på forunderligvis er dukket op i spisekammeret - og superknivene fra Kirsten til at skære det hele ud med, ja så kan livet kun være skønt.

Meeeen, regn, mere regn, en melding om skybrud, kulde (efter normale sommerstandarder) og 10 -15 sekundmeter vind, et havnemiljø og en by der er støvsuget for stemning og ferieglade folk - og nu en batterilader, der har sagt tak for denne gang.

Den lokale maritime mekanikerlærling var for ussel mammon flink at kikke forbi og kunne med falkeblik og måleapparat stille diagnosen. Den tapper mere strøm end den lader. Spændende bliver det nu, om den nyindkøbte lader er i stand til at vække den tømte batteriebank til live, eller den også står på to nye batterier. Hmm..

Mester fortalte at lærlingen var kommet 3 ½ halv time for sent, så besætningen håber nu, at han er bedre til at bruge sit måleapparat, end han er til at komme op om morgenen.

Jo, det er som om, der er visse kræfter i gang for at gøre livet surt for besætningen på Det gode skib Liss. Men regntøjet, de lange uldne, vanter og tophue er fundet frem og to års intensive studier udi blandt andet myndighedsudøvelse på små sejlskibe, metrologi og navigation, har gjorde det til barnemad for Yachtskipperen, at navigerer i de sydfynske farvande, når nu GpS´en og ekkolod mente det nødvendigt med strøm for at virke.

Hvis ikke det var fordi Yachtskipper er en sej fætter og vi kun har det skæg vi selv sidder på, kunne man forstille sig, at han med den seneste melding om skybrud, så ud som på billedet…

Om de tre ”V” (vind, vejr og vilje) vil det, sætter Det gode skib Liss, kursen syd over i morgen tidlig.

Kronvildt og marsvin

2011Posted by Henrik Nord Thu, July 21, 2011 22:02:36

En af de mest facinerende ting veds at sejle er, at ikke to sejladser er ens. Sejladsen frem mod Kongensbro var således ren badeferie. Stille vand, skyfri himmel, ingen vind. Så den stod på motor det meste af vejen og for en gang skyld lidt sol på de bleghfede maver.

Fra kongensbro til Assens var sejladsen derimod helt anderledes. For det første var Lillebælt som Daels Varehus under udsalg. Der var både her, dér og alle vegne. Store både og små både og nordgående og sydgående. Og så var der de store tankskibe til fredericia og fragtskibene med kul til Skærbækværket. For ikke at tale om de mange små joller, hvor to mænd sejlede ud midt på bæltet, slukkede påhængsmotoren og smed hver sin fiskestang i vandet. Og når vinden så var nordgående, skulle alle sydgående sejlbåde krydse ned gennem bæltet. Det gav naturligvis en del uro i feltet, og vigereglerne blev genopfrisket for den årvågne besætning.Navigeres blev der i dag.

For det andet var der betydelig mere vind og større bølger, så de to besætningsmedlemmer måtte kæmpe godt for at holde kurs og fart.

Men til Assens kom Liss, og marina samt by blev indtaget.

Inden afrejsen fra Kongensbro blev der dog tid til en gåtur til den nærliggende dyrepark. Her blev de lokale hjorte iagtaget, beundret og fotograferet. Om det var lugten eller synet vides ikke. men de stak af, da Liss' besætning nærmede sig.

Lillebælt er berømt for sine mange marsvin. Sommeren igennem bliver der arrangeret Whale Watching tours fra Middelfart. Det var dog ikke nødvendigt, når man er ombord på Liss. Vi så nemlig adskillige marsvin på turen gennem Lillebælt. De var dog svære at fotografere, da de dukkede sig, hver gang de så en kameralinse.

Vindstille fin tur

2011Posted by Philip Jensen Wed, July 20, 2011 22:10:14

Efter fin tur fra Juelsminde er vi nået til Kongebro, ved Middelfart i Lillebælt, med udsigt til den gamle og nye Lillebæltsbro. Havnen er idyllisk beliggende tæt på skoven. Før broen blev bygget var her færgeforbindelse til Jylland. Men det er ved at være et par dage siden, sådan ca. da partsreddernes fædre var ganske små.

Turen hertil gik stille og roligt, først for sejl men da vi slap det lave vand ud fra Julesminde og ændrede kurs mod Lillebælt forsvandt vinden og motoren blev sat til at arbejde.

Det gode vejr, sol ingen vind, ingen regn, gjorde at Yachtskipperen kunne gå i kabyssen og fremtrylle lækker aftensmad; Weinergryde, med ekstra Weiner, ekstra frikadeller, kartoffelsalat og friske tomater

Besætningen sidder nu i cockpittet med rødvin og bridgeblanding. Sidst nævnte er ikke portionsopdelt, som den ellers plejer. Måske en fejl fra Yachtskipperens side, eller måske vil han bare som ved aftensmaden, kræse lidt for Svabergasten.

Med havneplads næsten lige under den gamle Lillebæltsbro, bliver det spændende i morgen tidlig om det betyder garanti for morgenvækning, når DSB drøner forbi og forener landsdelene.

Ikke det kvikkeste vækkeur på havnen

2011Posted by Philip Jensen Wed, July 20, 2011 11:05:24

Fantastisk aften, udsøgt middag, totalt blankt vand og en måne der ude i horisonten lyste gyldent, herover Æbelø. Stilhed.

Og kontrast… for vi havde ikke bestilt morgenvækning, men alligevel klokken 06.30 besluttede man at fortsætte opbygningen af den nye Julesminde Marina. Og tungt materiale kræver stor maskine!

Og tanken gled hen på de forskellige udtryk, ikke nødvendigvis maritime, der beskriver en person der ikke er særlig kvik. Det kan fx være; ”ikke den hurtigste knallert på havnen”, ”ikke den roligste pind i mikadospillet”, ”ikke den travleste kabine i sexshoppen”, ”ikke den mest skinnende mønt i pungen”, ikke den hurtigste gazelle på savannen”.

Lad os nu ikke blive personlige og nøjes med at sige; ”måske det største vækkeur der dato er set, men… ”ikke det kvikkeste vækkeur på havnen”.

Besætningen til intim-koncert..

2011Posted by Henrik Nord Tue, July 19, 2011 22:49:24

På Samsø findes et rock-hotel.

Brundby Hotel blev for nogle år siden købt og istandsat af "Guf" Nielsen, og flere af landets bedste rockgrupper og -solister lægger hvert år en "træningslejr" på stedet. Flere af dem giver ligeledes koncerter sommeren igennem på Brundby Hotel.

Mandag den 18. juli gav Anne Dorte Michelsen således intimkoncert for ca. 100 begejstrede tilhørere på Samsøs Rock hotel.

Anne Dorte var veloplagt, spillede nye og gamle numre og blev akompanieret af Johannes Nørremark på guitar og Julie Michelsen på keaboard og som kor.

Liss' besætning blev vidne til nye numre fra Anne Dortes nyeste CD blandet med gamle kendinge som "En lykkelig familie", "Magneter" og "Ud under åben himmel".

Alt ialt en dejlig oplevelse med god musik, dejlige historier og en fantastisk stemme.

Kristine, en af Samsøs heltinder

2011Posted by Philip Jensen Tue, July 19, 2011 21:56:25

Hvorfor være lystsejler? Ud over frisk luft, et sted at placere sparepengene og muligheden for at komme steder i kongeriget, der er de færreste beskåret, så var et altoverskyggende, tungtvejende argument for de to partsreddere; at sømænd siges at have en kvinde i hver havn.

Men… efter adskillige år på søen og besøg i efterhånden mange havne, mener besætningen på Det gode skib Liss, at det nok er lige i overkanten. Faktisk nok bare et billigt salgstrick fra den tidligere ejer. Men mandag, blev vendepunktet for Svabergasten, der blæste nye, milde vinde henover hans spæde drengekrop.

Historien starter lidt før, nemlig på togtet fra Nekselø, hvor der sker det, der ikke må ske; den højtelskede Lyngby Boldklub kasket, letter fra Svabergasten og forvinder i Sejerøbugtens dybsorte vand. En sorgens dag, udover, at kasketten repræsenterer en ubetalelig affektionsværdi, så har den også tidligere resulteret i gratis havneophold. Måske fordi Havnefogeden var inkarneret Lyngbyfan.

Nå, men intet er ikke skidt uden at det er godt for noget, for i bestræbelserne på at blive ekviperet med en ny, moderigtig kasket, dukker pludseligt, en af Samsøs heltinder op. Kristine; nordisk mester udi kasketter, andre modeting og ikke mindst Samsøs sødeste smil. Det skulle vise sig at blive dagens ubetingede højdepunkt. End ikke yachtskippers varmrøgede laks med kartoffelsalat, kommer på højde. For direkte adspurgt om mulig provision, hvis altså han kunne komme med flere kasketkøbere (han vidste nemlig at yachtskipperens hoved og meget solbrændte ansigt krævede en kasket) - så udbrød Samsøs heltinde Kristine spontant, at så der var kys til Svabergasten! Og det fik han! Og lad det være sagt, det var ikke bare et af de der tavelige teaterkys, nix, det var et, der til trods for uge-tæt skæg, kunne mærkes!

Et kik på den smilende Svabergast og den moderigtige Henri Lloyd kasket siger det meste, et kik på søde Kristine, en af Samsøs heltinder siger alt og man forstår Svabergastens regndans foran hendes butik – og vel også hvorfor Yachtskipperen for det meste ligger mut og tavs i sin køje.

For måske har besætningen ikke en kvinde i hver eneste havn, men fra mandag kl. 11.33 har Svabergasten Kristine i Ballen havn! Yachtskipperen, tja, han har så vidt vides stadig ikke nogen.

Ballen er nået

2011Posted by Philip Jensen Mon, July 18, 2011 01:05:51

Efter mørket havde sænket sig over Samsø, ankom Det gode skib Liss til Ballen havn. Efter en fin tur, næsten hele vejen i tørvejr, skulle det vise sig at Yachtskippers evner som spåmand ikke er noget at råbe hurra for. Da Liss for to år siden lagde vejen forbi på sit sommertogt, var havnen temmelig pakket og det kunne blive til en plads i syvende position. Men sådan mente Yachtskipperen ikke det ville være nu, for vejret var ikke nær så godt… Lad os bare konstatere, at Svabergasten har opgivet at tælle hvor mange både de skal forceres for at komme i land. Og mange af dem er så store, at det vil kræve en bjergbestigereksamen at komme over dem.

Så nu er der nye naboer til alle sider. Ikke som de sidste dage hvor Lene og Vagn, Maxi sejlere og flinke mennesker fra Brøndby, har været ganske rare at bo ved siden af. Og måske kunne Liss´s besætning lære et eller andet. For ud over at modtage nye naboer i bikini og ha´ matchende tatoveringer, stod den imponerende nok på havbad og kolde afvaskninger flere gange om dagen og det var selvom der havde været stor fest aftenen og natten før.

Og for en god ordens skal det nævnes at Lene og Vagn, som er på billedet herunder, naturligvis var anstændigt påklædt i badetøj når de udsatte sig selv for kolde afvaskninger. Det øverste billede, er Liss´s besætning fanget i et privat øjeblik.

Alle mand på dæk, der er flotte fyre på kajen!!!

2011Posted by Philip Jensen Sun, July 17, 2011 13:24:07

På det gode skib Lisse havde vi funderet lidt over om, det kunne lade sig gøre at rejse et cirkustelt i stiv kuling – og fandt ud af, at det kan man vist ikke. For da svabergasten blev sendt efter morgenbrød, konstaterede han ved selvsyn at cirkusfolkene, først nu var gået i gang - og hold da op et syn.

Om russere får meget lidt at spise, sætter cirkustelte telte op i tide og utide eller bare pr definition er slanke, er uvist, men Liss´s besætningen må nok erkende, at deres muskler ikke står helt så tydligt, som på disse fyre.

Og alt i mens drengene knoklede med teltet, henlagde østeuropæiske cirkusprisesser formiddagsturen rundt på havnen. Lidt mærkelig tanke, at kvinderne der defilerede forbi Liss, beskæftigede sig med at slå knude på sig selv, gå på line og bide togskinner over med tænderne. Alt i alt en eksotisk dag på havnen i Havnsø.

Familiehygge på Nekselø

2011Posted by Philip Jensen Sun, July 17, 2011 11:22:03

Sikke en dag på det gode skib Liss. Ikke nok med, at det holdt tørt, vinden lagde sig og solen skinnede det meste af dagen, så var Liss besætning også heldige at få besøg af Yachtskipperens børn – og der mange af dem når alle store og små og de tilløbende tælles med. Bonusbedstefaren var i sit es, ungerne (og bedstefaren!) elskede det.

På Nekselø er der kun 25 fastboende, hvor af de 14 er børn, så det er ikke en af de tættest beboede øer i kongeriget. Øen er kuperet, med en markant bakkerække, der kulminerer i de 41 m høje Elmebjerg og Gadebjerg. Øen fredet pga. sin specielle, artsrige vegetation og måske også pga. klokkefrøen.

Dagen gik med at fiske krabber, bade, hygge og gå en gevaldig lang tur, rundt på øen, der faktisk er rimelig stor, 2,2 km2. Svabergasten tænkte i hvert fald, at, når det var lige i overkanten for en tætbygget Svabergast, hvordan ville et en femårig og en otteårig så klare det, og lad det være sagt med det samme, de to, Gustav og Filip var temmelige seje. De gik turen uden at protestere, også omkring det højeste punkt på 41 meter.

Svigersøn Peter havde i sin egenskab af at være kok, svigersøn og en flink fyr, medbragt lækkert kød der blev grillet og spist på havnekajen i Havnsø. Havnefogeden kom forbi og ville lige sikre sig at det anlagte bål, som Yachtskipper havde tændt opad et hegn, nu var i behørig afstand.

Alt i alt en rigtig fin dag. Besætning var godt trætte da alle børn, store og små sidst på aftenen drog mod hver deres destination. Mættede af indtryk, med et smil på læben kunne Yachtskipperen og Svabergasten krybe i køjen efter en fin dag.

Lene, Charlotte, Pernille, Baldoni og Vagn

2011Posted by Philip Jensen Sat, July 16, 2011 00:29:21

Efter turbulente dage, med meget vind og regn, der blandt andet druknede det ellers velfungerende køleskab, stævnede Det gode skib Liss ved 11.30 tiden, ud fra Odden havn,

Selvstyren blev sat mod Snekkeløbet, som er passagen over det lumske Sjællands Rev. Første gang Liss skulle den vej, troede besætningen at det drejede sig om få meter der skulle passeres. Denne vidste vi, at der var lidt mere plads at opererer på.

Bag os var Ankers tivoli og havnefeste under opsejling. Da kommunens folk brugte energi på at opfriske de noget miserable gader og stræder, havde vi på fornemmelse, at der skulle være fest og byen skulle se præsentabel ud.

Turen mod omkring Sjællandsodde mod Havnsø forløb fint. Som det har været tilfældet så mange gange tidligere, oplevede vi godt vejr, skyet vejr, meget vind, ingen vind, varme, ikke noget varme i løbet af de fem timers sejlads. Bortset fra nærkontakten med Molslinjens dønninger, slap vi i dag for store bølger, dejligt.

Som noget nyt blev vi modtaget ved anløb af Lene, en ret sød nabosejlerkone i bikini, som dog ikke kunne garantere at det ville ske oftere. Det var Liss´s besætning lidt kede af, men det var Lenes mand Vagn til gengæld ikke.

Senere kom Charlotte og Pernille til kaffe, vindruer, kirsebær og chokolade. Yachtskipperen af 3 grad inviterede også på te, dog uden på forhånd at sikre sig at kabyssen rent faktisk var leveringsdygtig. En hyggelig aften, under dæk, da vejrguderne (igen!)valgte at sætte alle sejl til, med regn og meget blæst.

Liggende lunt i køjen, med vinden hylene udenfor, er der folk ikke så langt herfra ude i mørket, regnen og blæsten der arbejder med at rejse Cirkus Baldoni. Når Liss besætningen vågner i morgen, står der et cirkus, med alt hvad det indebærer – hvis man da overhovedet kan rejse cirkustelte i kraftig vind?

Odden havn, Sussi og Leo og en lilla voksdug

2011Posted by Philip Jensen Thu, July 14, 2011 16:03:45

Vejrudsigten var tjekket op og Hundested gled agten ud, da det gode Liss satte kursen mod Hovedlandet. Grenå Marina var som udgangspunkt destinationen, med mulighed for at justere hvis vejrguderne ændrede i planerne for dagen. Yacht skippers datter, Mette, svigersøn Peter og bonusbørnebørnene Filip og Gustav ville støde til, når FDF Landslejren på Sletten var vel overstået fredag.

Men så kom der noget i vejen. Irriterende småting som regn, meget af den og bølger af en vis størrelse der havde det med at være modsat i forhold til vinden – som der kom mere og mere af.

Så efter et 3 timers sejlads, med udsigt 4 timer mere i et vejr der ikke just indbød til solbadning på fordækket eller småblunden med selvstyreren på cruisekontrol, blev kursen i stedet sat mod Odden havn.

Godt hjulpet af solidt sømandsskab og bølger nu af en anselig størrelse, gled Liss let, elegant og næsten ikke sidelæns gennem havneindløbet. Venlige svenskere tog imod, der var stadig en enkelt plads eller to… med agten mod vinden, ikke verdens bedste. 20 sekundmeter med tunge regnbyger, gjorde det nødvendigt at lukke alle luger, hvis da ikke kaffen på bordet om læ, nede midt i skibet, skulle blive fortyndet af hidsigt regnvand som stod lodret ind.

Udflugten gik efter en hidsig nat, til den lokale Brugs, hvor vi undervejs mødte adskillige sammenbidte sejlere, let genkendelige i deres spraglede sejlertøj, ja selv børn i orange regningsveste tog turen. Undervejs fik vi et glimt af udkants Danmarks nedslidte og tomme huse. Er der en af de i pressen omtalte Nomadefamilier, der mangler et sted at bo, er her muligheder. Dagens frokost blev indtaget på Cafe Tunen, et meget autentisk sted med spillemaskiner, lilla voksduge, alvorlige mænd i blå kedeldragter, jævn husmandskost og en frodig madmor, der kun smiler og konversere lokale fiskere – i hvert fald ikke moderigtige, flotte fyre fra Nordsjælland, i deres bedste alder.

Uden for vinduerne, i det trøstesløse regn- og stormvejr, er Ankers Tivoli i gang med at stille op til havnefest. Sussi og Leo kommer og spiller op til dans og Bubber vil underholde børnene. Kom ikke her og sig, at der kedeligt på Odden havn. Og skib, besætning, hynder og alt det våde tøj bliver jo nok tørt på et tidspunkt.

Om lidt blir´ her stille…

2011Posted by Philip Jensen Wed, July 13, 2011 20:33:58

Om lidt blir` her stille, hedder det i Gasolinsangen og det var hvad der skete på det gode skib Liss her til morgen; Svabergastlærling Anders afmønstrede for denne gang og drog med sin mor, mod egen køje i Hillerød - nok uden så meget frisk luft som den Liss kan tilbyde.

Ingrid-Margrete, havde inden hun trak af sted med Anders, beværtet Svabergastlærlingen og den øvrige besætning med det store, kolde morgenbord, dejligt! Der er mere tilbage af det hele, inklusive det lækre hjemmebagte brød. Vi går tidligt til køjs, for vi glæder os til morgenmaden i morgen tidlig.

Selvom man står 15 år i lære som Svabergastlærling, er det rigtig flot det Anders har nået at få lært indtil nu, kun enkelte småting mangler, så som at få sejlene op, lave mad til besætningen og snorke lige så højlydt som kaptajnen.

Til gengæld kan Svabergastlærlingen så lære resten af besætningen hvordan man går på vandet (det så unægtelig sådan ud da Anders ville bade og var oppe næsten inden han rørte vandet) - du kan lære os hvordan man får 17 stykker pålægschokolade til at være på et stykke brød uden at det falder af, når man tar´ en bid og hvordan man får piger med meget store, flotte… blå øjne, ind som skærmbillede på sin telefon.

Anders, gode og sjove dage har vi haft og du kan helt sikket lære Yachtskipperen af 3 grad og undertegnede en hel masse andet også. Og hvem ved, måske Liss det kan passes ind i din travle sommerferiekalender næste sommer.

Hvalkikker badetur i Issefjorden

2011Posted by Philip Jensen Tue, July 12, 2011 23:09:33

Vinden i dag inviterede ikke til sejlads mod og omkring Sjællandsodde. Så i dag gik det gode skib Liss ned gennem Issefjorden, for at finde den omtalte hval og en ankerbøje, som Dansk sejlunion har udlagt på positionen 55.49.07N 11.44.02Ø.

Hvalen fandt vi ikke, men med lidt hjælp fra GpS´en blev bøjen fundet og Liss ankrede op på 3,5 meter vand. Resten af dagen blev brugt på at hygge, spise frokost, bade, drikke kaffe, slappe af og sejle mod næste destination Hundested.

Pippi, Lærling og 2 gange Farfar

2011Posted by Philip Jensen Tue, July 12, 2011 11:46:58

Svabergasten og SvabergastPippi, afsluttede rigtige fine dage, på den første del af sommertogtet med en koncert med Rugsted og Kreutzfeldt, i Gilleleje. Tekster og musik som altid helt på toppen, desværre gjaldt det ikke for lydmanden, der allerede inden koncerten startede, rystede opgivende på hovedet. Men kære lydmand, der er ingen grund til at ryste på hovedet; du er bare ikke bedre til at lave lyd! Svabergastpippi der ellers nyder god mad uden kød, var forbavsende overbærende i forhold til den indkøbte junkfood. Undskyld. … permesso… scusatmi

Nå, men Liss fortsatte sit sommertogt, nu med ny besætning. Svabergastpippi mente at teleselskabet Telia nok var stedet at tilbringe et par sommerdage, så i stedet påmønstrede Svabergastlærling Anders i Gilleleje, sammen med Yachtskipperen af 3 grad.

Farfar var manden der bragte besætningen, såvel på landlov og retur - og frem i rette tid. Som et kuriosum skal det nævnes at den anden Farfar stod på sin terrasse og vinkede, da det gode skib i fin stil, passerede Rågeleje.

Aftenen forløb nogenlunde rolig, for der var lige en flok søspejdere der spillede et alternativt kortspil og en flok solbrune, good looking Bevariafolk der med skrål og latter gjorde opmærksom på hvor fantastisk der er at være ejer af et skib på mindst 40 fod! Hmm..

Ordkonkurrenceudfordringsopgave

2011Posted by Philip Jensen Sun, July 10, 2011 14:49:33

De sidste dage er der dukket adskillige nye, ikke særlig maritime udtryk op, på Liss´s tur fra Svanemøllen til den Nordsjællandske nordkyst. Derfor en lille hurtig konkurrence for de trofaste læsere af Liss´s logbog – udi betydningen af disse.

Gætter du minimum 7 rigtigt, er du med i lodtrækningen om en rejse syd på.

Bäcksvikenvirak

Giorno di restituzione

Toppetskalleslugerrengøringsopvisning

Dametoiletshygiejneremediemangler

Fenderoverbordøvelsesprøve

Mangiarespaghettinapolitanapådåse

Pudevårssvampebevoksningsangreb

Lagengymnastikudelukkelse

Autopilotvarmegradehygge

Sommerkaskader

Heimer

Liss og mandskab glæder sig til at høre dig

Next »